22. nov. 2010

Biografien "Tommy" - et pletskud til kolde vinteraftener

Per Kaae : ”Tommy – en biografi”
***** (5 stjerner ud af 6)


Journalisten og forfatteren Per Kaae har begået en særdeles læseværdig biografi om en af dansk musiks kæmper – popkongen Tommy Seebach. Bogen er fyldt med anekdoter, men fremstår også hudløs ærlig i skildringen af en kompleks person, der i sine sidste år kæmpede en sej kamp imod sine indre dæmoner i form af kampen imod alkoholmisbruget.

Det der blandt andet gør bogen en hit er, at den baserer sig på navngivne kilder – og ikke mindst folk, der har arbejdet med Tommy på godt og ondt gennem årene.

Bogen fænger fint allerede fra indledningen, hvor man følger Tommys sidste rejse fra hjemmet på Borups Alle til hans elskede Bakken, hvor han døde på en skovsti i alt for tidlig en alder.

En bog der tegner et ærligt billede af en stor musiker og producer, der næsten tabte familien på gulvet, men som samtidigt elskede sin (eks)kone Karen og ikke mindst ungerne over alt på jorden. Den tegner også et overraskende billeder af en ellers kold musikbranche, der pludseligt tog hånd om en artist i uføre - desværre uden held.

Eneste malurt i bægeret er, at bogen for let skøjter henover Grand Prix tragedien i Irland (jeg var der selv) og ikke mindst Ekstra Bladets ualmindeligt ulækre hetz imod Tommy. Man smed ham blandt andet på en løbeseddel med et foto, hvor han sidder på gulvet på et whiskey destilleri og hvor fotovinklen får ham til at fremstå som sammensunket og fuld på gulvet. Og også pladeselskabets rolle i forhold til Tommy´s karriere i de år, kunne være spændende læsning.

Men alt i alt en meget meget spændende bog at læse og jeg nappede den på to aftener – fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig.

En god julegave til alle popelskere..